lørdag, juni 23, 2007

Sokker og blokke

Endnu et par sokker har set dagens lys - denne gang inspireret af Tinas bølgesokker . Jeg har ændret lidt på maskeantallet for at få dem til at passe en voksenfod, og så har jeg ladet den ene "bøgle" fortsætte ud på oversiden af foden ( Glatstrik på trædefladen ). De er strikket af rester fra garnlageret og bliver således juni måneds indlæg til 12 projekter i 2007 - yes, jeg har endelig færdiggjort noget inden for tidsfristen - der er laaaang tid tilbage af juni måned ! Jeg har brugt noget flerfarvet garn fra Opal og noget grønt tweed-agtigt fra Fortissima.

Jeg har syet et par blokke til mit Dear Jane tæppe - har nu 98 blokke, der hver måler 11,5 x 11,5 cm = pille-arbejde !!

Det originale tæppe ses her: Dear Jane tæppe

Det er efterhånden kopieret i utallige versioner. Nogle holder sig stramt til de originale farver og mønstre - andre laver deres egne fortolkninger.
Jeg holder mig til blå-grønne farver.
Havde jeg set dette tæppe inden jeg selv gik igang, så kunne jeg godt have været fristet til at kaste mig ud i den farvekombination

- WAUV !

mandag, juni 04, 2007

Tiger ???

Min datter har læseferie fra i dag .... hun kan godt lide tigre, så jeg ville give hende en lille eksamens-maskot.
Efter at have hæklet både elefant, kat, flodhest og ugle følte jeg mig erfaren nok til at kaste mig ud i et tiger-projekt uden opskrift.
Resultatet ? Tja, det er i hvert fald ikke blevet en "tiger naturel" ... snarere en tegneserie-tiger a la tigerdyret med grislinge-ører ... men det er vel ikke så ringe at have store øjne og ører, når man skal suge viden til sig og gå til eksamen ??

Den er strikket af strømpegarns-rester fra lageret - i så små mængder at det ikke er værd at veje.
Den indgår som projekt nr. 5 i "12 små projekter" - kun et par dage forsinket til at gælde for maj måned.

Må den bringe pigebarnet al mulig held og lykke til de forestående eksamener !!

TIP : De hvide engangs-karklude egner sig glimrende til at klippe øjne af til stofdyr ... godt at vide, når man ikke lige har købeøjne, filt eller gode perler på lager.

søndag, maj 27, 2007

Ingen bølger


Ugen har ikke budt på flere bølger - hækletøjet ligger stille mens jeg skaffer mere garn - jeg købte fra start af kun et enkelt nøgle af hver af de 15 farver i tæppet - nu må jeg så suse rundt til forskellige garnforretninger og håbe på at kunne få yderligere et nøgle af hver farve .....

Har brugt bølgepausen til at strikke en taske efter denne opskrift. Jeg har tidligere strikket den i mellemstørrelsen i lamauld - denne gang blev det den mindste størrelse strikket i dobbelt Evilla-pladegarn.


Garnforbrug : 70 gram

Jeg er vild med den buttede facon - set i profil er den dejlig "tyk".




Jeg har været ved vand og fiske med min mand - i en meget stille skovsø, så der var absolut ingen bølger. Men der var fred og ro - svævende og hæst skrigende fiskehejrer, små rødtoppede blishøneunger, masser af snoge og mus, der pilede om fødderne på os. De første 3 timer bød på absolut stilhed og ikke skyggen af fisk ..... men så ændrede alt sig, da min mand fik denne svend på krogen :


Een meter gedde .... utroligt, at der kan leve sådan et stort rovdyr i sådan en lille skovsø !

mandag, maj 14, 2007

Bølger og vand


Jeg fortsætter med forårets bølge-tema ...

Bølge-tæppet skrider støt og roligt derudaf. Jeg hygger mig med at sammensætte farver efterhånden som jeg hækler - skifter mellem at hækle en og to rækker af hver farve - forsøger at gentage farverne nogenlunde regelmæssigt uden at de kommer i samme rækkefølge hver gang.


Den naturlige bølge skal der også bruges tid på - denne weekend blev det i form af nogle timers fiskeri ved Strødam Engsø udenfor Hillerød. Jeg nyder at fiske - det er en dejlig afstressende måde at være i naturen på - man står bare og kigger ud over vandet og oplever naturen omkring sig - i dette tilfælde et meget rigt fugleliv med skrigende viber, skræppende gæs, kukkende gøge, rugende blishøns, redebyggende lappedykkere m.m. At der så en gang i mellem er bid på krogen, tages som en bonus. Jeg ser lettere alvorlig ud på billedet, men det er skam også en seriøs affære at håndtere sådan en flot brasen, så den uskadt kan svømme videre efter fotografering. Jeg havde ikke umiddelbart lyst til at forsøge mig med tilberedning af brasen, men jeg har efterfølgende fundet adskillige opskrifter på brasen kogt i eddikevand og stegt brasen med whisky-sovs, så næste gang der kommer sådan en svend på krogen, skal den nok med hjem i køkkenet. Nogle af jer, der har erfaring med at spise brasen ?

fredag, maj 04, 2007

Udenfor sæsonen

Sikken dejlig dag det er idag .... Store Bededag ... fri fra arbejde ... solskin og varme.
Men der er larm i min have - fra naboens tag lyder radiomusik og støj fra diverse hamre, rundsave, vinkelslibere og mænd der råber til hinanden.
Øv - jeg elsker stilheden udenfor, men sådan skal det altså ikke være idag.

"If you can´t beat them - join them"

Så jeg indrettede systue på terrassen og bidrog på den både med lidt ydmyg symaskine-snurren til larmen i kvarteret ... det var nok kun mig selv, der kunne høre min egen "larm".


Et projekt, der har været alt for længe undervejs blev færdigt - det er godt nok ikke lige sæson for fleecetæpper, men jeg er glad for at have fået det "overstået". Bomuldsstofferne har jeg byttet mig til i en swap på nettet - for adskillige år siden - fleecestoffet til bagsiden blev købt i januar. Jeg havde regnet med at sy det færdigt som et projekt fra lageret i februar, men det blev altså maj inden jeg fik taget mig sammen.
Så slipper sønnen for hele tiden at spørge: "Hvornår er det færdigt?" - "Hvor meget mangler du at sy, før det er færdigt?" " Hvor længe tager det at sy det tæppe færdigt?"
Ja, han havde mange måder at udtrykke, at han snart gerne ville have et tæppe over sig i sofaen om aftenen. Nu er det måske for varmt, men det bliver vel vinter igen.
Jeg kan godt se på billedet, at der er "lidt" græs mellem fliserne på terrassen, men jeg vil altså langt hellere bruge en fridag på at sy end på at luge.

lørdag, april 28, 2007

Bølger, bølger, bølger ...

Jeg skvulper stadig med på bølgetæppebølgen ..... det er snart tungt at sidde med.
Hvis jeg fra starten af troede, at jeg var igang med et pastelfarvet tæppe, så må jeg vist efterhånden indse, at de mere klare og stærke farver har fået overvægt - jeg KAN ikke holde mig til det blege og sarte.
Da jeg i sidste uge hæklede på færgeturen mod Jylland, kom en ældre dame ( jeg tror, at det i dette tilfælde er ok og mere korrekt at kalde hende for en gammel dame) hen og tog fat i tæppet: "Næeeee, er der stadig nogen, der laver sådan noget ?!" Jeg ku´ jo kun svare bekræftende, hvorefter hun tilføjede : "Jamen, det er da også et dejligt tidsfordriv".

Det gav lidt stof til eftertanke - engang var det tidsfordriv - nu kalder vi det terapi-strik og afstressende håndarbejde .... engang havde man så meget tid, at den skulle slås ihjel - nu tager vi os tid for at slappe af midt i den travle hverdag.

Jeg er røget ind i en bølge-periode ... har også gang i et par sokker med bølger - inspireret af Tina

De er strikket i påfuglemønster i striber med "habengut" og et meleret fortissima-garn .... begge er rester fra lageret.








De ægte bølger fylder også hos mig - jeg gør mit bedste for at opsøge udsigt over vand.
Dette syn blev nydt i sidste uge i selskab med min søde mand og en termokande med kaffe.
Stedet er Hyllingebjerg i nærheden af Liseleje.


onsdag, april 18, 2007

Smuttur til Jylland

Man kan nå at hækle rigtig meget på en køretur mellem Sjælland og Jylland ...og retur igen !

Vi har haft et aldeles vidunderligt døgn hos gode venner i Nordjylland - højt aktivitetsnivaeu : grill på stranden i Saltum, gåtur i sandstorm på Rubjerg Knude, frokost i Lønstrup, havnekik i hirtshals, Otto Leisners quizspil, Trivial Pursuit, gufspisning, the- og rødvinsdrikning ..... ingen tid til hækling, men masser af tid til herligt samvær.

Desværre ingen fotos fra turen - min mand glemte kameraet ( Ja, det kan ikke være mig der glemte det, for jeg råbte kækt "Husk kameraet" mens han pakkede ..... og jeg hæklede i sofaen imens)

I kan få et enkelt foto fra et tidligere besøg:

Smuk udsigt fra stuen og udover markerne udenfor Sulsted - jeg ville elske at bo med den udsigt !!

lørdag, april 14, 2007

Afsted det går !


Jeg er blevet vældig grebet af dette hæklede bølge-tæppe .... det er virkelig et hit !
Jeg hækler efter arbejdstid kl. 23 om aftenen, i bilen, i pausen mellem to halvlege ved sønnens fodboldkamp, tidligt om morgenen .... fortrængt er alle andre halvfærdige projekter i huset.
Der var vist også et bed, der skulle luges ..... pyt !
Der spørges til billigt bomuldsgarn - her er et par indkøbstip :
Terapi Hobby sælger Mayflower bomuldsgarn til ca. 10,- pr nøgle.
Stof og Stil i bl.a. Roskilde sælger bomuldsgarn til 10,- pr nøgle ved køb af mere end 10 nøgler.
Kvickly har bomuldsgarn til ca 12,95 pr. nøgle.
De fleste garnforretninger har bomuldsgarn til omkring 20,- pr. nøgle.
Mit garn er købt flere forskellige steder og er af forskellige mærker - jeg kunne ikke finde et mærke, der alene kunne dække mit ønske om en bestemt farveskala.

torsdag, april 12, 2007

Bølge-tæppe skudt igang

Stærkt inspireret af mange af I andre bloggere, er jeg nu også gået igang med et hæklet bølge-tæppe. Det kan godt komme til at gå ud over min nattesøvn !! Striber har en dragende effekt på mig - jeg skal liiiiiige se, hvordan det bliver, når næste farve komme på ....
Det bliver formentlig et sommertæppe til sofa eller terrasse .... bredden er vist knap 150 cm -længden ser vi til hen ad vejen.
Jeg hækler i almindeligt 8/4 bomuldsgarn - der er slået 297 luftmasker op til start ( det er vist strikkesprog ... slår man også luftmasker op eller laver man dem bare ?? )

lørdag, april 07, 2007

Påskeglimt fra Amsterdam

Amsterdams konditorer forstår at skabe påskestemning i deres udstillingsvinduer ...

Netop hjemvendt fra 4 dages familieferie i Amsterdam - fødderne er ømme - hovedet er fyldt op med indtryk :





En by med kontraster - idyllen omkring kanalerne brydes hist og pist af moderne nybyggeri.

Men stadig er det de gamle bygninger, husbådene, vandet og de mange små hyggelige gader, der dominerer :

En skøn by at slentre rundt i - masser at kigge på for både børn, unge og voksne - især da mine store børn fik øjnene op for, at man kan bruge laaaang tid på at sidde og få oplevelser foræret lige foran en : det vrimler med gadegøglere, folk på cykler - rulleskøjter - motoriserede løbehjul, papegøjer i træer, fritter i snor, hunde i pink trøjer, tamme duer .... bare åben øjnene og oplev !

Og der er sandelig også plads til et smil i gadebilledet ! Disse skønne mannequiner stod i markedsgade midt mellem boder med fisk, oste, underbukser, gardinstoffer, tasker, kyllingevinger m.m. :



Det lykkedes mig at finde en tilsyneladende god garnforretning, som en af jer så venligt havde anbefalet .... men der var lukket !! Jeg stod dog lidt med fladtrykt næse mod vinduet og nød de flotte trøjer indendørs - så vidt jeg kunne vurdere havde de et pænt udvalg af Kaffe Fassett strik ....

Tilfældigvis opdagede jeg en patchwork-forretning .... der var lukket både første og anden gang jeg på listig vis fik lokket familien forbi. Men tredie gang var lykkens gang .... da døren endelig var åben, fik jeg købt en lille souvenir i form af et par stykker flot sort-hvidt stof med katte. Jeg tillod mig selv ALT for lidt tid i butikken - har først herhjemmefra på deres hjemmeside opdaget, at de havde noget fantastisk og MEGET hollandsk stof med tulipaner !

Der var både strikke- og sytøj med i kufferten, men det blev kun til ganske få pinde på et par sokker .... jeg var ganske enkelt for træt, når vi hele dagen havde gået rundt - storbyferie er hårdt !

fredag, marts 30, 2007

Skovtur

Jeg nyder at bruge naturen - vil nærmest sige, at jeg har behov for den fred og ro, som kun findes langt ude i skoven.

Jeg er heldigvis så heldig at have både skov, marker, parker, søer og enge indenfor gå- og cykelafstand.



I går gik turen ud til "mit" træ - det er et stort gammelt egetræ, der ved stammens fod har en behagelig krumning, som man sidder aldeles fortræffeligt op ad ... og dejlig tørt på min medbragte avis i plastpose. I rygsækken er der juice og ostemadder.


Således tilbagelænet og velforsynet kan jeg nyde udsigten :



Her høres kun fuglenes kvidren og bladenes raslen - giver plads til gode tanker.

I stedet for at køre direkte hjem fortsatte jeg videre gennem skoven.



Her kan man næsten glemme, at man befinder sig få hundrede meter fra dansk villakvarter ... det ku´ sagtens være laaangt ude i de store svenske skove.








På min videre færd blev jeg pludselig overrasket af et egern, der sprang ned på en gren lige ved siden af stien. Det skræppede op og kiggede nydgerrigt på mig. Jeg stod af cyklen og gik efter egernet efterhånden som det fjernede sig fra mig - hoppende fra træ til træ. Jeg blev ledt op på en lille bakketop og dér stod jeg så på den dejligste lille grund midt ude i skoven :

Sådan et syn giver anledning til dagdrømme og fantasier :
Her vil jeg bo !
Hvor skal huset stå ?
Hvem mon ejer denne plet ?
Mon den kan købes ?

Ak ja .... drømme kan man altid - jeg ville ELSKE at bo lige dér !

tirsdag, marts 27, 2007

Claudia - Evilla er et hit !

Det er 3 uger siden jeg slog masker op til Claudia - Evilla og i dag kunne jeg iklæde mig den.
Det er sjældent jeg kommer igennem store projekter så hurtigt, men jeg blev grebet af dette strikketøj.

Ikke noget med at køre træt i rib og hulmønster.
Jeg bestilte et gråt kit, men garnet jeg fik var gråt/ råhvidt, så jeg valgte at bruge et mørkere bundt gråt Evilla, som jeg havde liggende i forvejen - dejligt med et godt lager.

Forbrug : 220 g Evilla 8/2 på pinde 3 (jeg strikker vist lidt løst)
Hot or not : VÆLDIG HOT - jeg er allerede meget glad for den - ingen indvendinger overhovedet.

Fra processen undervejs :
- før vask ligner den ikke noget, der passer til en voksen kvinde
- og mens den blokkes, ser den ud til at blive for stor


Shit shit .... !! Skulle lige være fiks og ændre lidt på bloggens lay-out .... og VUPTI forsvandt alle mine links/ knapper i sidebaren .... øv øv øv

lørdag, marts 24, 2007

Strikker om kap med foråret



Jeg har kastet mig ud i min første strikkede nederdel - Claudia fra Bendix garn .
Da den er i uld, tænker jeg, at den bliver ret varm, når først foråret sætter rigtigt ind, så jeg turbostrikker for at nå at få lidt glæde af den i denne sæson.
Jeg kan lide at strikke den - opskriften er nem at følge - hulmønsteret er hurtigt lært udenad.
Det er desværre lidt bikset at komme igang, for Evilla-garnet har smalle farverapporter, så for at få de brede striber med glidende overgange må man først vinde bundtet op i 2 eller 3 nøgler med en hel farverapport i hver nøgle - så strikker man med 2 eller 3 nøgler på en gang / en pind på skift fra hver nøgle ....

Familien fik lyst til nogle dages påskeferie - storbyferie ...... Prag, Tallinn, London, Amsterdam ?? Mulighederne var mange ... men så kom jeg i tanke om Liselottes fantastiske billeder og ord fra nogle dage i Amsterdam ( Skriv Amsterdam i søgefeltet på hendes blog) og så var jeg solgt ! Så turen går til Amsterdam !!
Har kigget lidt på nettet for at se, om der evt skulle være nogle interessante garn- eller stofbutikker .... fandt ikke rigtig noget, men jeg faldt til gengæld over nogle ret fantastiske broderier ! Jeg broderer ikke, men skulle jeg nogensinde få lyst til det, så kunne disse være nogle gode bud på, hvad jeg ville kaste mig over : Puder med dyr , gulvtæppe , Pude med bladranke og vægtæppe med spætter ....

onsdag, februar 28, 2007

Produktudvikling eller rendyrket galskab ..... ?

Jeg ved ikke lige, hvad der sker for mig.

Planen var at få syet et projekt fra lageret færdigt inden udløb af februar måned - jeg var SÅ tæt på at nå det .... havde stuegulvet fyldt med fleece, stoffer, nåle, saks, rulleskærer, lineal ....

Hvorfor var det så lige, at jeg endte med at sidde i sofaen og videreudvikle på min lille ugle og endda lave endnu en ?? Måske fordi familien drillede - de syntes den første lignede en flue ..... måske fordi jeg gav dem ret og tænkte at lidt omrokering af farver og tilføjelse af pupiller kunne gøre den mere ugleagtig.

I hvert fald er der klækket endnu en ugle :



..... og JO - den blev mere ugleagtig med mørke vinger, større næb og pupiller.
Er desværre allerede fløjet fra reden - gjorde en kollega glad.
Tilbage sidder jeg med flue-uglen.

Og hvad så med tæppet, der var tænkt som et projekt til denne "leg" ?
Tja, det bliver i hvert fald ikke færdigt i denne måned - og jeg lever fint med først at poste mit februar-projekt i marts måned ! Hobby skal være lyst-betonet !
Måske i morgen .........

søndag, februar 25, 2007

Uhuuu Uhuuu

Jeg har en svaghed for små finurlige projekter .... falder af og til over et eller andet, som jeg bare MÅ lave. Denne gang var det en lille ugle, der fik mig til at sidde oppe alt for længe i går aftes, selvom resten af familien var gået i seng.



Som regel aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med selve produktet - glæder mig bare over at have haft det rart med selve processen. Men denne gang var der fra start af et mål med den lille kloge ugle - den ender som en ganske lille farvel-gave til god kollega, der har søgt nye udfordringer for at blive klogere .... jeg regner med at montere en lille strop i hovedet, så den kan bruges som vedhæng/ nøglering ... den er kun omkring 6 ½ cm høj.

De seneste dages snevejr har givet mig god motion - for at nå rettidigt og sikkert frem til min arbejdsplads valgte jeg at gå - det kan gøres på lidt over en halv time - ganske overkommeligt, så det sker såmænd også uden snevejr, at jeg går turen - jeg er så heldig at have en usædvanlig flot rute mellem hjem og arbejdsplads : passerer gennem slotspark, forbi Frederiksborg Slot og videre langs slotssøen.
Det ganske særlige ved disse dage, var de smukke motiver der opstod ... ærgerligt at jeg ikke havde medbragt kamera - måtte istedet lade indtrykkene lagre sig i hukommelsen :

Motiv 1 : Flad græsplæne dækket af tykt lag blød sne - helt glat og nyfalden - ingen forspor - midt i det hele lå tre flotte nylavede muldvarpeskud på række - som perler på en snor.

Motiv 2 : I vandkanten står klynge af gyldne svajende siv - i går stod de frosset fast i isen - i dag er isen på vandet smeltet, men har omkring hver eneste siv efterladt en tallerkenstor skive klar is, der nu hænger som små glinsende skiver 10 cm over det bølgende søvand.

Motiv 3 : Barokhaven har store bede, hvor buksbom er plantet og sirligt klippet i en højde på 20 - 25 cm, så de danner de kongeliges monogrammer - hvert monogram er måske omkring 50 x 75 meter. Idag er det hele først sneet til, hvorefter sneen på toppen af de små hække er føget af .... efterlader en hel plan flade, hvor toppen af hækkene knivskarpt tegner monogrammerne i den hvide sne.

Jeg glædes over at kunne holde fokus på de smukke motiver omkring mig istedet for at ærgres over den iskolde vind og det sylespidse isslag, der rammer mit ansigt, mens sveden pibler frem under det helt store vinterdress fordi jeg knokler mig frem gennem driverne ! Føler man sig i live efter sådan en tur ? JA !!

onsdag, februar 21, 2007

Blokke, bog og brugt ferie

Hjemvendt fra ferie, der bød på sol, ski, hygge, regn, flotte udsigter, samvær med familie og masser af tid til at sy på mine Dear Jane blokke :



Bunken med de små blokke vokser - nu er der 96 syet af ialt 2007 små stofbidder.
Jeg har tilmeldt mig et aftenkursus i morgen - vil have mere styr på at applikere i hånden. Indtil nu har jeg syet blokkene i tilfældig rækkefølge, men jeg er pænt gået uden om de applikerede - det går jo ikke !!

Jeg efterlyste i sidste indlæg en strikkebog - takket være Solveig fra Norge, er bogen nu på vej til mig - også tak til jer andre for gode råd til at anskaffe den.

Jeg har tilmeldt mig et blogcheck - du må meget gerne besvare dette lille spørgeskema ... eller bruge linket i højre sidebar.

lørdag, februar 03, 2007

Efterlysning

Efter et "mindre" kirurgisk indgreb, har jeg nu ligget dopet af smertestillende på sofaen i to døgn - nu forsøger jeg at koncentrere mig om at skaffe en længe ønsket bog som trøst.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg ville købe den norske "Strikk hva du vil" af Tone Takle og Lise Kolstad. Men nu har jeg ledt og ledt - den findes ikke til salg nogen steder på nettet.

Den skulle også være udkommet på engelsk, men jeg er i tvivl om det er "More sweaters" der er identisk med "Strikk hva du vil". Er der nogle, der ved det ??














De ser jo ikke umiddelbart ens ud, men indholdet kan jo godt være det samme.
Hvis det ikke lykkes for mig at skaffe den norske udgave, må jeg ty til den engelske, der heldigvis kan købes online fra det store udland. Så jeg håber de er ens .....

Jeg har for nylig "opdaget" denne danske strikke-kunstner - det er en fryd for øjet at se på hendes værker, ikk´ ?

mandag, januar 29, 2007

Forberedelser

Jeg skal snart køre langt i bil - til Frankrig.
Så skal jeg have noget let håndarbejde at sidde og nørkle med på de strækninger, hvor min mand tager sig af rattet.
Jeg er jo igang med min egen version af Dear Jane quilten, så jeg er ved at forberede et par af blokkene fra tæppet til køreturen:



Denne blok har frygtelig mange dele, men den er ikke den værste ....
Hver blok er 4½ x 4½ inch færdigsyet ... det er vist ca. 11 cm på hver led ...
Jeg har indtil nu syet 92 blokke færdige - mangler 77 kvadrater og en frygtelig masse trekanter til borten rundt om tæppet.
Men jeg hygger mig med det !!!

torsdag, januar 25, 2007

Teenagere i huset - to fødselsdage på en uge

Da yngste barn i sidste uge fyldte 13 år, er jeg nu mor til hele to teenagere ... Men ikke noget med gys og gru - det går glimrende indtil videre - jeg har ganske vist fået enkelte grå hår, men det er ikke børnenes skyld!

Yngste barn var blevet for stor til børnefødselsdag - kammeraterne blev inviteret til pizza og piratfilm på dvd´en ....
















Ældste barn havde fødselsdag i går - fyldte 17 år.
Hun er nu blevet stor nok til igen at turde at være barn - havde ønsket sig traditionel børnefødselsdag med veninder på besøg til boller, varm kakao, lagkage og skattejagt !!!
Så stiller mor og far selvfølgelig op med skydebane i garagen, søm-i-slåning i baghaven, skattekiste i ovnen m.m.
Jeg er dybt forundret og glædelig overrasket over at opleve 15 gymnasiepiger med stor entusiasme tage på skattejagt i sne og frost ....
"Vinterfodtøjet" hvilede efterfølgende i entreen, mens pigerne varmede sig med kakao.

torsdag, januar 18, 2007

Færdig før deadline !

Så er januar måneds projekt færdigt - usædvanligt for mig, at blive færdig med noget 13 dage før deadline ....... jeg er normalt RIGTIG god til at gøre alt i absolut sidste øjeblik.

Disse sokker lettede lageret for 62 gram strømpegarn.
Nu er spørgsmålet så, om jeg skal kaste mig ud i endnu et januar-reste-projekt ....

Et blik på diverse igangværende sy- og strikkeprojekter giver mig et praj om at komme videre med dem i stedet ... og så overveje grundigt, hvad februars reste-projekt skal være.

tirsdag, januar 16, 2007

"Hvad er det dog for noget ?"


Denne her må ikke ligge i stolene og min kat må ikke ligge på bordet .... hvordan kan det så gå til, at der dukker afslørende billeder op begge steder ???

De søde dyr tager sig nogle friheder ....




I går tog jeg mig en herlig "inspirations-runde" hos nogle af Københavns garn- og stofbutikker. Nåede på knap to timer at besøge Strikkeboden, Uldstedet, Sommerfuglen og Stof2000 .... Sugede til mig, men lod mig ikke friste ( købte kun 2 meter fleece, som skal bruges til bagbeklædning til et patchworktæppe, der alt for længe har ligget og ventet på at blive syet færdigt).
Jeg er stadig på udkig efter det perfekte fair-isle-projekt. Har besluttet mig for at købe bogen "Strikk hva´ du vil" af Tone Takle og Lise Kolstad - udfra den kan man selv designe sin strikkeopskrift - jeg ku´ desværre ikke finde bogen på min rundtur. Fandt en anden bog - "Norsk strikkedesign" som så vældig inspirende ud - købte den ikke, men skyndte mig senere på dagen at bestille den hjem til mit lokale bibliotek ... glæder mig til den kommer !!!

søndag, januar 07, 2007

"12 projekter" - den er jeg med på !


Mette har taget initiativ til at få ryddet ud i stof- og garnlageret, og jeg har straks tilmeldt mig hendes "12 projekter" : Vi skal alle hver måned i år 2007 lave et projekt af rester fra lageret.

Jeg starter med at gøre et mindre indhug i strømpegarnslageret : "Habbengut-garn fra Bendix garn og noget sort Arwetta strømpegarn.
Havde egentlig planer om at tilføje strømperne nogle forskellige strikketeknikker ( nogle strikkede knuder/ bobler på skaftet), men jeg er tilpas fornøjet med effekten med de vrangstrikkede striber, så jeg tror, jeg holder mig til dem.
Er der ikke lidt Latifa-tørklæde over de skafter ?

Tips til striberne : Første pind strikkes ret - derefter strikkes 2 pinde vrang.

søndag, december 31, 2006

Årets sidste hjemmebag




















Godt nytår til jer alle - tak for alle jeres kommentarer her og tak for alle de inspirerende indlæg på mange flotte blogs rundt omkring.

Jeg har lige begået en kransekage - det var ret nemt at have med at gøre :

400 g marcipan
knap 3 dl flormelis
lidt mindre end en æggehvide

Æltes og trilles til lange stænger, der skæres ud i disse længder : 8 cm, 12 cm, 16 cm, 20 cm, 24 cm, 28 cm og 32 cm. Hver stang formes trekantet ( spids opad) og laves til en cirkel.

Bages ved 250 grader i 7 - 9 minutter.

Afkøles og pyntes med glasur af flormelis og æggehvide - limes sammen med glasur.

Den lille fyr i forgrunden er min søns bud på, hvad man skal bruge den sidste rest dej til - planen er at gemme ham indeni kagen som en overraskelse til sidst.

GODT NYTÅR !

fredag, december 29, 2006

Gevinst


Jeg har vundet noget ! Disse tre herlige nøgler garn fra Uldgården kom idag med posten. Jeg har de fleste dage i december gættet med i en lille quiz hos "Den Bly Viol" og har altså været heldig at ramme rigtigt hele tre gange.
Det multifarvede uldgarn er vildt fedt - mums !

Jeg har meget lyst til at strikke, men kan ikke komme igang med noget - må vente til det helt rigtige projekt dukker op.
Havde planer om at strikke nissetøj til en ufærdig dukke, men det nåede jeg ligesom ikke på den rigtige side af jul ... måske til næste år .... hvis jeg begynder nu.
Synes de lange tynde dukker er skønne - nu er der udkommet dansk bog med opskrift på både dukker og tøj : "Strikkede tøzer".


Jeg drømmer stadig om at strikke en cardigan i fair-isle-mønster ..... leder og leder efter en opskrift, der lever op til mine drømme. Overvejer selv at komponere et eller andet - det må være til at finde ud af. Faconen skal ligne Falkenbergs Mermaid , men jeg vil helst strikke den nedefra og op. Mønstret har jeg endnu kun en svag tegning af i hovedet ......
Garnet har jeg - Evilla 8/2 i forskellige farver.