Siden første forsøg med babysokker strikket fra tåen og op - to på en gang - har jeg lavet endnu et par i str 1 år og nu har jeg så lavet et par i voksenstørrelse til mig selv. Ved de små sokker sloges jeg gevaldigt med opskriften på hælen - jeg kunne ikke få den pæn nede i bunden, hvor man afrunder foden inden der strikkes op af hælkappen. Denne gang fandt jeg god hjælp hos PåPinden , der både beskriver og viser på video, hvordan man får maskerne til at være pæne ved venderækkerne.
Jeg er nærmest tilfreds med metoden nu - må lige strikke endnu et par sokker til mig selv for at tilpasse tåen lidt bedre til min fodform.
Jeg har strikket med to forskellige flerfarvede strømpegarner - tror jeg har købt garnet i Stof2000. Jeg har strikket 3 pinde af hvert nøgle på skift - er lidt træt af selvstribende garner, så det er fint at udfordre dem lidt, ved at blande dem :-)