tirsdag, maj 22, 2012

Strikkede dukker

Endelig er Arne og Carlos bog Strikkedukker udkommet på dansk - det havde nok været muligt, at tyde opskrifterne på norsk, men jeg vil alligevel helst have den danske udgave.
Og nu er den min !  Jeg har bladret den igennem et par gange og den ser lovende ud - super inspirerende.


Den nye bog fik mig til at tænke på en bog, der var fremme for nogle år siden: Strikkede Tøzer af Claire Garland ( original titel: Knitted babes).
Tilbage i 2005 strikkede jeg Lola og var også godt igang med at strikke en veninde til hende ..... men så endte hun som ufo i kælderen ... kroppen var færdig, men hun manglede ansigt og tøj.
Inden jeg giver mig i kast med Arne og Carlos dukker, må jeg hellere gøre hende færdig, så idag har hun fået ansigt :


Jeg har også strikket hende en sommerkjole, der lige nu ligger i pres - foto følger. Hun kan jo ikke blive ved med at gå nøgen omkring.

søndag, maj 20, 2012

Færdig babykjole


 Jeg blev færdig med kjolen to timer inden den skulle gives i gave . . . . py ha.
Jeg er meget tilfreds med resultatet, så jeg vender nok tilbage til opskriften ved lejlighed - opskriften er nem at følge og det er et let strikketøj at have med rundt.
Den originale kjole er strikket i uldgarn - jeg har brugt Pima Bomuld og havde nøjagtig samme strikkefasthed.


søndag, maj 06, 2012

Babykjole

Jeg lader sjalet med cirklerne holde en lille pause - der skal lige strikkes en lille babykjole, der skal bruges som gave til en navngivningsfest.

Og så havde jeg nok glemt, at man ikke liiiiiige strikker noget som helst på pinde 2½ . . . . men jeg skal nok nå det.

Jeg har fundet en gratis mønster på nettet - modellen hedder "kjole til lillesøster" og er designet af Tora frøseth. Du finder den her.

Den oprindelige model er ensfarvet - jeg har valgt at strikke tynde striber i en anden farve for at få en anden effekt på bærestykket - se foto.

Garn: Pima bomuld 8/2 - dejlig blødt.

mandag, april 09, 2012

Fuld fart på cirklerne

Der har været fuld gang i strikkepindene i påskens feriedage - både indendørs og på pisterne i alperne.
Jeg er nu nået så langt, at arbejdet er sat over på en rundpind på 120 cm.
Nu begynder en enkelt række at tage tid at strikke, så fremskridt syner ikke af så meget.

torsdag, april 05, 2012

Strik i sneen

Jeg har næsten altid strikketøj med mig - også når jeg står på ski.
Det er sidst på sæsonen i de franske alper, så der er rig mulighed for at finde en lun plads undervejs, når der er brug for en pause : et stykke klippe, hvor sneen er smeltet, krokus blomstrer, humlebien brummer og lærken triller foroven.
Sjalet med cirklerne vokser - der sker noget, når man holder ferie :-)

tirsdag, marts 27, 2012

Kaktus trio

Først var der 1 kaktus, så var der 2 og nu er der 3 :



Den nyeste kaktus ( bagest) er en gave, så den har allerede forladt hjemmet igen.
Jeg har en dejlig kollega, som jeg flere gange har "byttet" små hjemmelavede gaver med ved særlige lejligheder - hun er således skyld i at der på mit kontor står en lille skål med hæklede hindbær og at der i min bils forrude hænger en strikket gris  . . . . og nu har hun så en hæklet kaktus :-)

tirsdag, marts 20, 2012

Cirklerne breder sig

Det går stødt fremad med sjalet. Her i starten går det stært med at se fremskridtet - når jeg når til de lange omgange øverst på sjalet, tager det jo nærmest en time at strikke en pind.

Sjalet strikkes rundt - jeg har lavet en stribe med skiftevis bund- og mønsterfarve på hver pind - den lange ternede stribe skal bruges til at klippe sjalet op til sidst.

Jeg startede med at strikke 2 cm frem og tilbage i bunden af sjalet - skiftede til 80 cm rundpind og brugte Magic loop teknik indtil arbejdet var stort nok til at strikke almindelig rundt på en 60 cm rundpind.

Jeg har en rundpind på 120 cm, som skal bruges til sidst, når arbejdet bliver for stort til 80 cm´s pinden.

Og hjertelig tak for de søde kommentarer til sidste indlæg med billeder af starten på sjalet :-)

søndag, marts 11, 2012

Sjal med cirkler

Jeg fik styr på placeringen af alle krydserne på ternet papir og er nu igang med at strikke efter mønstret.
Jeg retter lidt til efterhånden som jeg strikker og ændrer det tilsvarende på mønsterpapiret.

Garnet er Blakhill Højlandsuld fra Garnudsalg
Jeg har 4-5 grønne farver og 8-10 brune farver.

fredag, marts 09, 2012

krydser og tern



Siden jeg i oktober blev færdig med stort mønsterstrikket sjal,  har jeg leget med tanken om at strikke endnu et sjal og ideen til et mønster har også spøgt i hovedet på mig længe . . . . og der har været lavet skitser i lange baner.
I går fik jeg omsat en af ideerne til små krydser på ternet papir - jeg er klar til at begynde på et sjal med cirkler i forskellige størrelser.

Det kan være svært at få cirkler helt runde, fordi der er forskel på antal masker i højde og bredde i strikkefastheden.
Nu har jeg på nettet fundet ternet papir, hvor man kan bruge en given strikkefasthed, så ternene bliver aflange ligesom strikkemaskerne - håber det holder, når krydser bliver omsat til strik.

Hvis du også har brug for ternet papir, der svarer til en bestemt strikkefasthed, så kan du lave det her.

søndag, marts 04, 2012

Sokker med cirkler

                                        
Endnu et par sokker har set dagens lys - goddag goddag til højre og venstre sok.


 Og endnu en kat har forsøgt at komme med på et foto - denne gang er det for en gangs skyld Bimse, der ellers ikke fører sig frem.


 Sokker med og uden fod i.


Jeg er tilfreds med sokkerne, der er blevet ret tykke - dels fordi der hele tiden er dobbelt tråd pga mønsteret og dels fordi det brune garn er Brugsens strømegarn, der er noget tykkere i det end andet strømpegarn.
Det lyserøde/ orange garn er vist fra stof2000.

Jeg har strikket sokkerne på rundpind - to på én gang - strikket fra tåen og op.

Sokkerne skal varme datterens fødder i gummistøvlerne - så det er helt fint, at de er tykke.


tirsdag, februar 14, 2012

Endnu en kaktus

Endnu en kaktus har set dagens lys - og jeg har igen taget udgangspunkt i en opskrift herfra .

Det er hyggeligt at lave små projekter - jeg nyder i hvert fald, at jeg indimellem store projekter får lavet noget færdigt på kort tid.

Kaktussen er også denne gang lavet af bomuldsgarn på hæklenål 2½.



Den snoede "pind" i baggrunden har sin egen historie - egentlig er det nederste del af en stamme fra et nåletræ, som jeg fik øje på under en gåtur i norsk skov - det var væltet og lå ovenpå jorden. Jeg slæbte møjsommeligt hele træet med tilbage til hytten og insisterede på at få det med hjem til Danmark - det krævede så, at den blev savet til, så den kunne være i bilen. Man ved aldrig, om man får brug for sådan et dejlig snoet stykke træ :-)
Nu ligger den så og er dekorativ på mit vinterklædte havebord.

søndag, februar 12, 2012

Hæklet kaktus


Her og her så jeg de fineste kaktusser og fik lyst til at lave nogle selv. Jeg har ladet mig inspirere af opskrifterne, men har ikke fulgt nogle af dem til punkt og prikke - min runde kaktus er meget mindre end kaktusserne i opskrifterne.
Kaktus med blomst er hæklet i bomuld - jorden er en rest strømpegarn.
Den lille urtepotteskjuler er købt i Søstrene Grene for 7,97 kr. 

søndag, januar 22, 2012

flere sokker . . . .

Siden første forsøg med babysokker strikket fra tåen og op - to på en gang - har jeg lavet endnu et par i str 1 år og nu har jeg så lavet et par i voksenstørrelse til mig selv. Ved de små sokker sloges jeg gevaldigt med opskriften på hælen - jeg kunne ikke få den pæn nede i bunden, hvor man afrunder foden inden der strikkes op af hælkappen. Denne gang fandt jeg god hjælp hos PåPinden , der både beskriver og viser på video, hvordan man får maskerne til at være pæne ved venderækkerne.


Jeg er nærmest tilfreds med metoden nu - må lige strikke endnu et par sokker til mig selv for at tilpasse tåen lidt bedre til min fodform.

Jeg har strikket med to forskellige flerfarvede strømpegarner - tror jeg har købt garnet i Stof2000.  Jeg har strikket 3 pinde af hvert nøgle på skift  -  er lidt træt af selvstribende garner, så det er fint at udfordre dem lidt, ved at blande dem :-)

torsdag, januar 12, 2012

Elvira til Klara

Endnu en gang er der røget en Elvira fra Rasmilla af pindene - det er en fin model, som jeg meget gerne strikker flere af..

mandag, januar 02, 2012

Opskrift på babyfutter

Jeg er blevet spurgt om jeg vil dele opskriften på babyfutterne - det vil jeg gerne.

Den oprindelige opskrift stammer fra et hæfte,som min mor strikkede efter for mindst 40 år siden - da jeg har ændret en del i den oprindelige opskrift, tror jeg det er ok at publicere min version - tror I ikke ?


Str. 3 – 6/9 mdr.
Strømpegarn – pinde 2½

Slå 36 masker op og strik 6 pinde ret.
Fortsæt derefter i glatstrik.

Når arbejdet måler 5 cm strikkes en hulrække :
1 ret * 2 ret sammen, slå om * ( gentag fra * til * ) 1 ret

Strik 2 pinde i glatstrik og del arbejdet i 3 dele.

Strik nu ret på de midterste 12 masker ( vrist ) – lad de 12 masker på hver side hvile ( evt på sikkerhedsnål )

Når vristen måler 5 cm brydes garnet.
Strik de 12 hvilende masker i den ene side – saml 10 masker op langs siden af vristen – strik de midterste 12 masker – saml 10 masker op langs den anden side af vristen – strik de sidste 12 hvilende masker.

Der er nu 56 masker.

Strik 3 cm ret på hver pind.

Strik derefter 33 masker ret, tag 2 masker sammen, vend.

*Strik 11 masker ret , tag 2 masker sammen, vend*
Gentag fra * til * indtil der er 6 masker tilbage på hver side af de midterste 12 masker.

Luk af.

Sy sammen midt bag og bag på hæl.

Sno en tråd og træk den gennem hulrækken.

Ps: Når jeg samler masker op, strikker jeg dem altid drejet ret – synes det bliver tættest.

søndag, januar 01, 2012

Babyfutter

Godt nytår til alle
- må 2012 blive et dejligt år :-)
Jeg er startet året i god strikkestil - har færdiggjort et babysæt bestående af kjole fra Rasmilla og et par babyfutter fra en gammel opskrift, som jeg har omskrevet lidt.
Kjolen har idag fået knapper syet i og er blevet vasket - den ligger lige nu til tørre.

Babyfutterne er helt færdige :

De er strikket i to tråde af Rasmillas luksusgarn (uld/ silke)

torsdag, december 29, 2011

Babysokker - to på én pind

Jeg har begået min første sok strikket fra tåen og op - strikket begge strømper på én gang på rundpind.
Jeg har fået bogen "To på én pind" i julegave, så den teknik skulle da straks afprøves.

Jeg er meget begejstret for opslagningen til tåen - den er bare blevet så pæn, så pæn sammenlignet med en traditionel aflukning af tå på strømpe strikket fra skaft og nedad.

Uden bogen var jeg nok ikke kommet igang med at strikke en sok på den måde - men jeg havde indimellem lidt svært ved at forstå den beskrevne vejledning. Desuden er billederne, der skal illustrere vejledningen, meget mørke i bogen, så det er vanskeligt at se, hvordan maskerne/ garnet ligger.

Men alt i alt en succes :-)

. . . . og så konstaterede jeg under fotografering, at en babysok str. 1 år passer fortrinligt til min gode gamle Nokia mobiltelefon . . .

tirsdag, december 20, 2011

Meget lille sweater

Jeg ku´ bare ikke stå for denne lille sweater, da jeg så opskriften på Ravelry
Min sweater måler 5 cm fra halskant til nederste kant.
Den er såmænd nem nok at lave, men det er lidt småt at side med 10 masker fordelt på 3 strømpepinde, når ærmerne strikkes.
Nu hænger sweateren på mine arbejdsnøgler - dejlig blød nøglering, der ikke generer i lommen :-)

torsdag, december 15, 2011

papirstjerner

Jeg har brugt en frieftermiddag til at folde stjerner. Jeg har på nettet fundet denne DIY på stjernerne og har så selv tilføjet lidt dingle-pynt forneden. Stjernerne måler 10 cm fra spids til spids.
Papiret er fra Søstrene Grene - for under 10 kroner får du papir til 40 stjerner !

Stjernene har allerede forladt huset - de er givet som gaver til to skønne veninder, som jeg har en hyggelig juletradition med. Vi mødes på café, drikker kaffe og udveksler gaver - altid gaver givet med omtanke og med fokus på hygge, velvære, kreativitet eller god smag :-)

Jeg synes egentlig ikke stjernene er for julede til at hænge fremme efter jul - så kan de bare være vinterstjerner . . .

mandag, december 05, 2011

Futter til tøserne

Jeg har strikket, filtet og broderet sutsko til datteren og hendes bofælle - de unge studerende skal ikke fryse om fødderne.
Jeg har tidligere med succes brugt det samme mønster - her og her
Der er brugt 150 gram garn til hvert par  - garn: Peru Lima

Sutskoene er filtet ved 30 grader i vaskemaskinen sammen med et håndklæde - jeg lærte så denne gang, at man IKKE skal bruge et håndklæde, der fnuldrer - jeg fik efterfølgende fornøjelsen af at sidde og pille små hvide totter ud af de filtede sutsko.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker for min ene kat, når der kommer et kamera frem - vupti sidder hun klar og poserer :
Og igen :
Min anden kat lever en mere tilbagetrukket og anonym tilværelse - hende ser i ikke meget til her på bloggen.

torsdag, november 24, 2011

Vanter til Mia

Endnu et par vanter er røget af pindende.
Jeg er først begyndt at strikke vanter indenfor de sidste 2 år - jeg forstår simpelt ikke,  at jeg ikke har gjort det noget før, for det er et super nemt og overskueligt projekt, der kan varieres i det uendelige.

Jeg har brugt en grundopskrift på vanter fra Ruth Sørensen .
Det skønne troldepar har jeg fundet i en bog "Hønsestrik " af Kirsten Hofstätter - derefter har jeg tilføjet lidt prikker, streger, hjerte, årstal og navn.

Garnet er nogle rester - dansk pelsuld og noget ufarvet new zealandsk uld - ialt er der brugt ca 45 gram garn.
Vanterne er strikket på pind 2½ - en af gangen på rundpind med Magic loop teknikken.


fredag, oktober 07, 2011

Blad-sjalet er taget i brug


Jeg er blevet færdig med mit sjal - monterede den sidste kant forrige weekend i et sommerhus på Endelave (som i øvrigt er et besøg værd, hvis man er til små øer, vilde kaniner og dejlig natur)

Sjalet er i brug - det er fint at have over sig i bilen og på indkøb i disse efterårsdage.


                              

Jeg har brugt 513 gram garn - Blackhill Højlandsgarn - købt hos Garnudsalg.
 Selvom sjalet er kæmpestort føles det meget let at have på.
Der er brugt 4 forskellige brune farver, hvilket ikke fremgår tydeligt af billerne. Jeg tror der er brugt 7-8 forskellige blå-grønne-grå farver.


Det har været super-sjovt .... og tidskrævende ... at designe og strikke sjalet, men jeg gør det gerne igen - har allerede nye idéer i hovedet.
Jeg får generelt alt for mange idéer - har desværre flere idéer end jeg har tid til at udføre.

onsdag, oktober 05, 2011

Armbånd

Efter et besøg på denne blog, blev jeg inspireret til at prøve at lave mit eget armbånd :



Det var sjovt !
Jeg har da vist aldrig prøvet at kombinere hækling med stof, men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg leger med de materialer sammen.

søndag, oktober 02, 2011

sokker på pinden

Jeg strikker mange sokker - kan jeg ikke lige finde på andet at strikke eller har jeg brug for et nemt strikketøj, så bliver det sokkerne, der slås op til.
Denne gang bliver det et par glatstrikkede sokker i garn fra Stof2000 - det er tilsyneladende lykkedes mig at ramme farverapporten samme sted på de to sokker.
Jeg strikke med teknikken Magic Loop på lang rundpind - to sokker på en gang.

Jeg har tit et sokke-strikketøj med i tasken - det er hyggeligt efterfølgende at have nogle minder knyttet til sokkerne, når jeg tager dem på : Sokker strikket i norsk hytte, sokker strikket i toget på vej til hyggeligt samvær med en veninde, sokker strikket under Grækenlands varme sol, sokker strikket på en alpetop i den glinsende sne, sokker strikket i et fly på vej på ferie, sokker strikket på passageresædet i bilen på vej til en begivenhed, sokker strikket under en fodboldkamp i tv, sokker strikket i haven, sokker strikket på strikkecafé .... og som nu: sokker strikket mens ældste barn flytter hjemmefra.
Det er underligt, at hun ikke bor her mere - jeg kommer til at savne hende, men siger med en varm tanke:
"Flyv min fugl, flyv - jeg ved du kan !"

søndag, september 25, 2011

Endnu et par grydelapper

Jeg kan ikke helt slippe trangen til at lave disse grydelapper - så der er lige blevet hæklet endnu et sæt. Jeg har denne gang tilføjet endnu en række til den originale opskrift - synes ellers de bliver for små, når jeg hækler dem i almindelig bomuldstykkelse .... hvis der en tykkelse, der er almindelig :-)

Min kusine synes de ligner de gode gamle "Atomkraft - nej tak" - badges.

søndag, september 11, 2011

Restesokker

Endnu et par restestrømper har set dagens lys. Denne gang er der brugt to forskellige slags garn: et mulitfarvet garn med korte farveskift og et selvstribende garn med lange farveskift. Jeg er tilfreds med resultatet, hvor man tydeligt kan se mønstret strikket i fair isle teknik.

Jeg har opfundet mønsteret efterhånden som jeg strikkede og taget hensyn til, hvilke farver der var på vej i garnet.

torsdag, september 08, 2011

Kvart sol

Jeg har syet en nederdel efter et super nemt mønster. Ja, det er faktisk ikke et mønster, men en beregner af stofforbrug og en vejledning til, hvordan man syr en nederdel - enten kvart, halv eller hel sol. Du finder vejledningen incl beregner her hos Møgungen

Der er kun en søm i siden - nederdelen er kantet med skråbånd forneden - den øverste kant er bukket om og så er der trukket en elastik i løbegangen - det kan ikke være nemmere :-)