fredag, februar 18, 2011

Hæklenålebog

Jeg kom forbi Duddeluttes blog i går - hun har syet nogle rigtig lækre strikkepinde-etuier.

Idag havde jeg tidligt fri fra arbejde - fik på vej hjem i bilen lyst til at sy et hæklenåle-etui.
Nu er der gået 3 timer siden jeg forlod min arbejdsplads - der er blevet tænkt, klippet, målt, tænkt igen, nålet, syet og vendt og nu sidder jeg med den dejligste bog, der kan hjælpe mig til at holde orden i hæklenålene.



Nu synes jeg så pludselig at have behov for nye lækre hæklenåle .... det er da noget værre noget med alle mulige forskellige design og materialer !!

tirsdag, februar 15, 2011

Hunde-vanter

Så er næste vanteprojekt af pindene - denne gang strikket i strømpegarn på rundpind 2½ -
to vanter strikket samtidig ved hjælp af Magic loop teknikken. Det er altså smart !

Grundmønstret med hund, kat og poter kan købes i
Jorids Mønsterbutikk

Jeg har lavet mine egne borter - navn og årstal . . .og ændret lidt på hundens farver.

Vanterne er taget på højskole ;-)


Nu er der gang i sjaler - et på pindende og et i hovedet.

onsdag, februar 09, 2011

Ugle-pung

Længe nok er jeg blevet hånet for at have mit medbragte toiletgrej i en plastikpose . . . det er da egentlig også for dårligt ...
Især når det er muligt at sy en fin lille ugle-pung på meget kort tid - jeg er tilfreds !

Pungen er syet efter et mønster i bogen Tildas Hus af Tone Finnanger.

Så må jeg leve med, at min mand troede uglerne var uhyrer med store tænder ;-)

tirsdag, februar 08, 2011

Kattevanter



Jeg har strikket mine første vanter .... hvorfor i alverden har jeg dog ikke gjort det før ???

Vanterne er strikket i ren uld - den mørkerøde er Dansk Pelsuld - den lyse husker jeg ikke navnet på.

Strikket med magic loop teknik på rundpind nr 2½ - det går som en leg med mønsterstrik på den måde.

Mønster på de skønne katte kan findes i Jorids mønsterbutik .

Jeg har brugt et andet grundmønster på vanterne og ændret på håndledsborten.






Næste udfordring må være at strikke to vanter samtidig på rundpind. . . . . .

søndag, januar 09, 2011

Sol på uglen

Vi nåede hen omkring helligtrekongersaften, før det sidste julepynt blev stuvet væk. Jeg nænnede dog ikke at pakke en lille sneugle væk. Nu nyder uglen solens stråler i en forårsdekoration . .

I dag tager husets datter på ½ års højskoleophold - jeg glæder mig på hendes vegne - mærker dog en lille bitte smule vemod - små børn bliver store og flyver fra reden - og sådan skal det være . . . .

onsdag, januar 05, 2011

Succes

Jeg spørger tit og ofte min datter, om hun vil have noget hjemmestrikket - svaret er negativt med forskellige begrundelser : Man kan jo ikke prøve det først, opskriften er ikke liiiige sådan som jeg havde tænkt mig, det er billigere i H & M, hvad nu hvis jeg ikke kan lide den ?

Nu har jeg ændret taktik - jeg strikker noget, som jeg synes er sjovt at lave og som jeg forestiller mig er noget for hende. Hun får det ikke at vide, før det er færdigt .... og Vupti, blev hun interesset : Hvad er det egentlig du laver ? Måske kan jeg bruge den .... og 1-2-3 sad den på hovedet af datteren ude i vinterkulden.

Facts
Opskrift: fra Garnstudio - gratis tilgængelig her
Garn: Hjertegarn Vital - 2 nøgler a´ 50 gram - pris 24,- pr. nøgle

fredag, december 17, 2010

Sidste pung i denne omgang



Endnu en lille taske-pung er færdig - denne gang i en brun version, hvor jeg samtidig afprøvede hækling med to farver. Er ret tilfreds med den ternede bort hæklet med stangmasker.


Pungen er en gave - jeg måtte i mandags forære den halvfærdige pung til modtageren og så tage den med hjem igen til færdiggørelse. Jeg var ellers startet i rimelig god tid, men min sofa slugte min hæklenål . . . . lyder som verdens bedste undskyldning, men der ER faktisk en 2½ mm sprække, som en hæklenår kan trille ned i ... og vupti ligger den nede i et hulrum i sofaen ....

Nu er nålen opereret ud af manden i huset - uden at skille sofaen ad :-)

torsdag, december 09, 2010

Det kreative hjørne

Jeg kom idag til at tale med en kollega om alle de smukke fotos, der pryder diverse kreative blogs - det skorter ikke på fotos med smukt håndarbejde garneret med levende lys, grønne planter, engle m.m.
Og det er virkelig en fornøjelse at se på - jeg elsker flotte fotos og bliver vældig inspireret af at kigge på alle de de lækre ting i lækre omgivelser.

Nu vil jeg kaste mig ud i et anderledes foto :


Kan man kalde det et foto af en process ? I hvert fald er det i dette sofahjørne at mange kreative idéer udklækkes . . . . og jeg lover jer, at billedet ikke er opstillet til lejligheden :-)
Hjørnet bliver af og til ryddet, men på forunderlig vis ender det hurtigt med igen at være fyldt med garn ....

søndag, november 28, 2010

Hæklet pung - nu i brun udgave

Så er endnu en pung produceret - det er et hyggelig lille projekt, der kan varieres i det uendelige. Denne gang er pungen ensfarves - hæklet af Arwetta strømpegarn på hæklenål nr. 2½.
Som udsmykning har jeg valgt at strikke en tråd med pailleter med ind i et par rækker forneden - det var første gang jeg arbejdede med den type tråd - det gik ok, men man skal lige nørkle lidt med pailetterne undervejs, så de alle kommer frem på samme side .... og det skal helst være forsiden :-)




lørdag, november 27, 2010

Labyrintsokker m/ magic loop





Endnu et par sokker er påbegyndt - kan jeg ikke lige finde på andet eller er jeg kørt fast i et andet strikkeprojekt, så kaster jeg mig tit og ofte ud i et par sokker.
Denne gang har jeg leget med vævestrik - en sjov teknik, hvor man ved at tage masker løst af kan lave finurlige mønstre selvom man hele tiden kun strikker med én farve ad gangen. Du kan læse mere om teknikken og se eksemper her

Ved samme lejlighed afprøver jeg at strikke sokker på rundpind med teknikken Magic loop - det går forrygende godt ! Der findes videoer på youtube, hvor du kan se teknikken demonstreret - jeg var så heldig at få det vist "live" af kvinden bag Goldensparx

Det kræver lidt fingersnilde i begyndelsen og en rundpind på mindst 80 cm - min er 100 cm og det fungerer fint :

lørdag, november 20, 2010

Kopiering af hæklet pung

Da jeg modtog gaven vist i sidste indlæg, fik jeg en gevaldig lyst til selv at prøve at hækle en pung.
Jeg har hæklet fastmasker med strømpegarn på hæklenål nr 2½ :

Hækl en flad cirkel indtil ønsket diameter ( min har vist 80 fm på en omgang.
Hækl lige op indtil ønsket højde
Hækl en omgang med hulmønster : * 1 fm, 2 lm, spring 2 fastmasker over * - gentag fra * til *
Hækl et par cm videre med fastmasker
Afslut med takket kant : *1 fm, 5 lm, 1 km i første af de 5 lm, spring 1 fm over, 1 fm * - gentag fra * til *

Træk silkebånd gennem hulrækken og afslut ender på silkebåndet med en perle eller andet pynt.



Og så taler billederne deres eget sprog : Vinteren er kommet til Nordsjælland - jeg vågnede i dag op til et nydeligt hvidt lag sne over haven. Luften er frostklar og frisk - ah, jeg er vild med vinterluft ... og så dufter det så dejligt af skiferie :-)

mandag, november 01, 2010

uventet post

Man bliver da glad, når der helt uventet og uden anledning lander en gave i postkassen :

En kær veninde har hæklet den lille pung i strømpegarn, pyntet med en lille bort og lukket sammen med tyndt satinbånd. Sådan en må jeg også prøve at lave !

tirsdag, oktober 19, 2010

Hæklet kat

Jeg har købt en bog af Donna Wilson med strikkede dyr - de har de skønneste faconer og udtryk i hendes univers ! Mange af hendes væsner kan ses på hendes hjemmeside.

Jeg blev inspireret af bogen , men valgte at hækle et dyr, fremfor at følge en af strikkeopskrifterne - det blev til en kat:


Datter, 20 år : Mor, hvorfor hækler du en kat ?
Svar : Fordi jeg ville se, om jeg kunne ....
Det er ofte drivkraften bag mit håndarbejde - jeg vil prøve nyt - udfordre min formåen ! Nye mønstre, nye teknikker, nye garner. Og nu er det så tid til at prøve at lave noget uden opskrift.
På strikkepindene er en barnetrøje med flerfarvet mønster - også strikket ud af hovedet - der kommer billeder, når jeg synes projektet begynder at tage form.

fredag, oktober 08, 2010

Dumbo-gris

Hæklenålen er stadig fremme - nu har jeg begået et lille dyr inspireret af en opskrift fra bogen "Strikkede & hæklede dyr i lange baner" af Line Wegger.
Der står godt nok, at det er et pindsvin/ en gris, men da jeg ændrede på ørene, så blev mit dyr altså til en Dumbo-gris . . .

Jeg hæklede øjne i stedet for at bruge knapper - mon ikke det er mere sikkert, hvis dyret skulle ende i hænderne på et mindre barn ?

tirsdag, september 28, 2010

hæklede blomster

Efter besøget hos Garniture kunne jeg slet ikke stoppe med at hækle blomster ... allerede samme aften hæklede jeg disse tre:




De skulle alle sendes til Dorthe, så jun kan få fyldt sin gine, men kun de to store kom afsted, da den mindste var pist væk (fandt den senere i en krog - det må være katten, der har leget med den)

Næste aften hæklede jeg endnu to blomster :



De blev sat på gode gammeldags hårnåle - vupti, så var der flowerpower til håret !

søndag, september 19, 2010

Bogorm og Garniturebesøg

Hos virkverket fandt jeg opskriften på en bogorm - jeg ændrede huen med øreklapper til en kasket, men fulgte ellers opskriften.

En sød lille fyr, som jeg givetvis kommer til at lave flere af.

Jeg har idag tilbragt eftermiddagen i skønne kvinders selskab hos Garniture på Frederiksberg. En dejlig lille butik, som bestemt er et besøg værd. I dag skulle der i anledning af butikkens fødselsdag hækles blomster til en gammel gine - jeg havde desværre ikke mit kamera med, men hos Erleperle kan ses fotos fra dagens arrangement hos Garniture.

Nu også stemningsbilleder på Garnitures blog

fredag, august 20, 2010

Færdig, monteret, hæftet og vasket !








FlowerPower-frakken er færdig - selvom jeg har strikket i 35 år, så føles det lidt svendestykke-agtigt at have lavet dette projekt ... det er i hvert fald det største strikketøj jeg har gennemført !

Måske den skal luftes i Gilleleje i morgen aften ....
butikken Rosenmynte holder åbent lørdag aften i anledning af byens kulturnat - og der vil være fremvisning af strikketøj designet af Christel Seyfarth / strikket af butikkens kunder.



mandag, august 09, 2010

Strik i skovens dybe stille ro



En uge i den storslåede norske natur = masser af friluftsstrik.
Jeg har siddet i timevis og strikket med udsigt over sø og skov - det er balsam for sjælen.

Mit domino sjal blev færdigt - tilføjede lige en pong-pong for at gøre det til "mit eget".


Mine sokker i vævestrik blev færdige :




Udover strik har det været en uge med masser af frisk luft, bål, fiskeri, rygning af ørred, brødbagning i gryde over bål, gåture, hygge, god mad, hygge med gode venner .... åh, jeg ku´ altså godt lige snuppe en uge mere !!

Jeg er blevet spurgt i kommetarfeltet om jeg vil sælge en kopi af opskriften på Christel Seyfarths Flower Power frakke. Jeg svarer her, at jeg af princip og af respekt for strikkedesignere ikke sælger/ forærer kopier af deres opskrifter. Dette emne har været diskuteret vidt og bredt i blogland - jeg lægger ikke op til ny diskussion - vil bare tilkendegive min holdning, så andre ikke behøver ulejlige sig med at spørge mig.

mandag, juli 26, 2010

Hæklet vest





















Jeg hækler en lille vest fra Garnstudios store opskriftsamling.
Den skal bruges over ærmeløse kjoler.

Ryg- og forstykker er færdige og monteringen er i fuld gang.

Så kommer jeg til kanterne ... og her synes jeg opskriften har meget vide rammer:

"Hækl 177 - 302 stangmasker rundt om nederkanten" .....
"Hækl 200 - 250 stangmasker langs forstykker og rundt i halsen".....


Opskriften spænder over 6 størrelser, men hidtil i opskriften har man da ikke selv skulle udtænke hvor mange masker der skulle være ....

onsdag, juli 21, 2010

fly-kreativitet

Hvad skal man dog bruge et par timer i et fly til ?

Tja, med et nøgle bomuldsgarn og en hæklenål behøver man ikke at kede sig ...

I mit tilfælde "gik det ud over" min mand, der sad med sin Ipod Nano .... uden etui !

Hækle, hækle, hækle ... og vupti var der lavet et etui.

Jeg tror ikke liiige det blev som min søde mand havde forventet, men jeg hyggede mig og etuiet har skam været i brug.

Der er hul til ledningen forneden.


søndag, juni 20, 2010

Sjal i dominotern




















Jeg kom til at købe nogle nøgler Drops Delight sådan bare fordi .... ja, farverne var flotte og talte til mig :-)

Da jeg et par dage efter så et sjal i dominotern designet af Karen Noe, så var det jo oplagt at bruge garnet til det sjal.
Jeg har aldrig før prøvet at strikke dominotern, men det bliver ikke sidste gang - det er jo sjovt !


I garnbutikken blev jeg spurgt, om jeg havde domino-strikke-pinde .... det havde jeg så ikke lige, men tænkte da nok, at det kunne strikkes uden specielle pinde. Jeg har så erfaret, at det er irriterende at strikke med almindelige lange pinde, der hele tiden vikler sig ind i resten af strikketøjet ( man har max 47 masker ad gangen på pinden ), men med et par elastikker viklet om enderne blev et par strømpepinde forvandlet til domino-pinde :



Og som sædvanlig springer en af mine katte til, når der skal tages billeder af strikketøj :

Mon ikke det er en kombination af, at de elsker at ligge på uld og elsker at være i centrum ??

torsdag, juni 03, 2010

Okker gokker - flere sokker ...

Så røg der endnu et par sokker på pindende - kan jeg ikke lige tage mig sammen til andet, så kan jeg da altid strikke lidt på en sok.

Jeg har strikket samme mønster før på et tidligere par sokker i anden farvekombination

Jeg er lidt vild med det der vævestrik - man strikker med en farve ad gangen - ved at tage masker løst af, kan man så strikke mønsterstrik med to farver uden at have begge tråde med rundt.


søndag, maj 30, 2010

Award


Jeg har fået en award - 1000 tak søde Anna !

Reglerne for denne Award er følgende:

- Kopier Awarden ind på din blog. Tak og link til den som har givet dig den.

- Link til 7 andre og spred lidt glæde.

- Fortæl 7 ting om dig selv.


Jeg vil give awarden videre til :

Sanne - der er godt nok stille på bloggen pt, men der har tidligere været et dejligt liv med rigtig god humor - og så designer Sanne bl.a. de skønneste små babykjoler.

Chance-strikkeren - endnu en stille blog, men når der er liv, så er der 100 % liv !! Hatten af for en kvinde, mor til 5 børn, der alligevel har overskud til at strikke og dele oplevelser med os andre.

Hexia de tris ... for at have overhalet mig med flowerpower-frakken og undervejs have været sparringspartner, så jeg nu selv er kommet videre.

Hverken fugl eller fisk ... for at byde på smukke fotos, inspirerende håndarbejde og lækre opskrifter.

Karen Klarbæks verden ... et overflødighedshorn af inspiration indenfor alskens håndarbejde !

LiseLotte ... der gavmildt deler ud af sit liv, fantastiske fotos og opskrifter på mad og håndarbejde. Og så er jeg via Liselottes blog blevet meget klogere på Ålborg og omegn :-)

Den garngales blog ... her strikkes, spindes, hækles, designes og leges med farver.


7 ting om mig selv :

- Jeg roder
- Jeg har altid gang i mange håndarbejder på en gang
- Jeg er bedre til at påbegynde end afslutte håndarbejdsprojekter
- Jeg elsker fred og ro - meget gerne laaaaangt ude i noget skandinavisk natur
- Jeg har altid gang i en roman - læser lige nu "Aminas breve" af Jonas T. Bengtsson
- Jeg sover i vandseng
- Jeg vil gå gennem ild og vand for mine børn ! ... som ikke er så små mere :-)

mandag, maj 17, 2010

Der var én, der var to ...

Der var én, der var to :

Første sok blev færdig på ca 4 dage - nu har det taget 4 måneder at blive færdig med sok nr 2 ...
Hvorfor går det altid hurtigst med første sok ???