søndag, juni 05, 2005

Bøger

Jeg tager da gerne imod Mettes udfordring – elsker at læse og tale om gode bøger.

Hvor mange bøger har jeg ? Og hvilken bog købte jeg sidst ….

Jeg har mange !! Er ligesom Mette holdt op med at købe skønlitterære bøger – til gengæld er jeg en meget flittig gæst på biblioteket.
Oprindelig købte jeg mange bøger, men de hobede sig op …. og jeg er ikke god til at læse bøgerne flere gange.
Jeg køber stadig faglitteratur – mest om patchwork, strik og mad.
De sidst indkøbte bøger var på biblioteket, der af og til sælger ud af brugte bøger …. Jeg er et nysgerrigt væsen – købte to bøger om henholdsvis kineselogi og zoneterapi.

Hvilken bog har jeg sidst læst ?
Forleden aften blev jeg færdig med en serie i seks bind af Ester Bock.
Handler om en dyrlægefamilie i Jylland - man følger flere generationer i årene fra 1945 til 1998.
Udover at være en glimrende fortælling, så er den historisk meget interessant – har mange tidstypiske indslag.

Bøger, der har gjort indtryk ?
Jeg elsker godt fortalte historier ! Gerne lange ….. Tykke bøger er et hit !!
Kan ikke lige nævne få bøger, der har gjort MEST indtryk … kommer hele tiden i tanke om andre bøger. Se her …. Titlerne vælter frem i min erindring :

Glassøen af Maeve Binchy ( og alle hendes andre bøger), Coloradosagaen, Vesten for måne og Klinkevalstriologien af Jane Aamund, Vejen hjem af Rosamunde Pilcher, Terese-triologien af Hanne Vibeke Holst, slægtsroman i 4 bind af Elisabeth Jane Howard, Den lukkede bog af Jette A. Kaarsbøl , Prinsesserne, Hvis Barn og Café Danmark af Anne Marie Løn, Kvinde ved tidens rand, Vida, Jill og Donna, I krig af Marge Piercy, flere bøger af Rosie Thomas, I giftefærdig alder og Dansende påfugle af Sharon Maas , en hel række bøger af Joanne Trollope ….

Jeg har gennem årene læst mange bøger højt for mine børn … det er en fornøjelse at læse op af velskrevne bøger … og så må jeg jo nævne Astrid Lindgren.

Faglitteratur læser jeg også en del af … kaster mig over hvad som helst, der lyder interessant : alternativ behandling, lystfiskeri, klaverspil, filtning, papmache, håndarbejde, bolig- og haveindretning …

Mine mest læste fagbøger er helt sikkert kogebogen ”God mad - let at lave” og Brenda Papadakis bog om quilten Dear Jane … begge er ved at falde fra hinanden ….

Herligt at mindes alle disse dejlige bøger – gid jeg ikke havde læst dem … for så kunne jeg igen få oplevelsen af at læse dem for første gang !!!

Og hvem skal jeg så sende udfordringen videre til … Måske nogle af jer bare har lyst til at tage udfordringen op uopfordret ?
Kærlig hilsen Dorte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar