søndag, januar 01, 2006

Godt nytår !

Godt nytår til jer alle - må næste år kramme jer kærligt og bringe masse af hyggelige stunder.

På denne 1. januar, hvor de fleste er trætte, må jeg lette lidt på tæppet i sofaen for at finde min seneste strikke-kreation : endnu et par sokker strikket i det flotte garn fra Fortissima.
De sidder nu på fødderne af min søn...... efter at have siddet alt for længe på pindene.
Jeg fik en kærkommen lejlighed til at strikke dem færdig forleden aften, hvor han lagde planer om en kælketur dagen efter - så SKULLE han have mors varme hjemmestrikkede sokker på !! ( Det er en nødvendighed for en mor at bede sine børn om at klæde sig varmt på ... )


Et par dage før jul havde jeg besøg af Mette - medbringende garnvinde og krydsnøgleapperat. Jeg er ikke selv den lykkelige ejer af disse remedier, så jeg gik helt krydsnøgleamok da jeg endelig fik muligheden for at benytte det. Bagerst ses to nøgler Kauni, som gerne skulle blive til et vingesjal. I midten ses mit blå/grå hjemmespundne uld .... kan måske også blive til noget sjals/ tørklæde-agtigt. Og forrest ses mit allerførste hjemmespunde garn : en blanding af diverse råuld og noget Merino karteflor .... tror det bliver til et par pulsvarmere.



Lige nu er der ikke noget på pindene .... men der er gang i rokken !
Jeg spinder noget herligt multifarvet merino karteflor - det kan blive til et dejlig blødt tørklæde ... eller måske en hue .... eller et par pulsvarmere. Det er dejligt at sidde og overveje produkter, mens der spindes. Man kan jo altid drømme .... og nogle af drømmene bliver da også ført ud i livet.
Min næste drøm går ud på at spinde garn af de 1½ kg rå-uld jeg fik i julegave af min mand - det dejligste bløde uld fra gotlandsk pelsfår .. eller rettere: lam. Det glæder jeg mig til at lade glide gennem fingrene ... med lidt held og omhyggelighed kan det måske blive til en trøje til mig selv...
Drømme, drømme, drømme .......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar