torsdag, oktober 24, 2013

Rundpinde-etui


 Endelig fik jeg taget mig sammen til at sy et etui til mine rundpinde - de har hidtil ligget i et frygteligt rod proppet ned i et enkelt rum i et etui til lange pinde. Jeg fandt sidste år en opskrift på et etui hos Filihunkat , der gavmildt deler ud af sit mønster.


Jeg fik lyst til at gå igang med at sy søndag formiddag, så etuiet er syet af stof fra "lageret" - kælderen gemmer på dejlig store poser med stof.

Ifølge opskriften skulle der som lukkeanordning have været syet en elastiksnor med ind i sidesømmene - på det tidspunkt troede jeg, at der skulle være en knap med strop på mit etui. Jeg kom så senere på andre tanker og måtte fæstne elastikken på anden vis - det blev med en knap, der kan skjule sammensyningen på elastikken. 
Man kunne måske også bare have slået en dekorativ knude på elastikken, men den idé får jeg først nu, mens jeg skriver ;-)


Nu skal jeg have målt rundpindene op - str. og længde - så bliver det nok nødvendigt at supplere med nogle nye pinde for at have en komplet serie - jeg har en fornemmelse af, at der er flere dubletter i min samling.


tirsdag, oktober 15, 2013

Halskæde


38 papirclips og 2½ gratis postkort fra en café - så er der materiale til en halskæde.

Jeg så sådan en kæde for et par uger siden og gik hjem og søgte efter en vejledning på nettet - jeg har glemt, hvor jeg fandt den, men det er ret nemt at gå til.
Postkortene klippes i små firkanter - mine måler 4 x 2 cm.
Fold først på midten  - så måler firkanten 2 x 2 cm.
Fold ud og fold derefter de to flapper ind, så  de mødes på midten.
Fold sammen omkring midten til aflang "perle" på 2 x 1 cm.
Så er "perlen" færdig - en aflang firkant med to huller igennem på den lange led.
Stik en clips ind i hullerne - de to runde ender af clipsen stikkes ind i hver sit hul.
Derefter sættes en ny clips fast i en af de buer, der nu stikker ud af "perlen".
Fortsæt til kæden har den ønskede længde.
Håber vejledningen giver mening, hvis du prøver at følge den - jeg fik desværre ikke taget billeder undervejs i processen.
Jeg har set nogle vejledninger, hvor papiret er limet fast på hver clips - det behøver du ikke med ovenstående vejledning - papiret bliver låst fast af clipsens to buer.



Hov ......   Anders Lund Madsen har gemt sig i min kæde:


søndag, oktober 06, 2013

Hundevanter


Jeg har været til fødselsdag hos en meget kær veninde, der lige er blevet "mor" til en lille fransk bulldog - så det var jo oplagt at begave hende med hundevanter.
Jeg har før brugt motivet til vanter og ipod-etuier. Det er designet af Jorid, der sælger opskrifter på især vanter og sokker fra sin hjemmeside


 Jeg har ikke fulgt Jorids opskrift - har lavet om på tommeltot, manchet og diagram. Det lykkedes mig at strikke dem uden opskrift på en vante.

Tommeltotten blev en udfordring undervejs, da jeg ikke fik startet helt korrekt på den - men det endte godt :


Garn: Rauma Finull + en rest limegrøn uldgarn
Pinde 2½