fredag, april 29, 2011

toilettaske





Jeg var i går et smut inde i en Røde Kors genbrugsbutik .... og faldt over et lille broderet stykke med 3 motiver for 15,-



Idag er det ene motiv så brugt som udgangspunkt for en toilettaske .... eller hvad den nu ender med at blive brugt til - den har en passende størrelse til mindre sygrej også.



Mønsteret er stykket sammen - grundmodellen er fra bogen Tildas hus af Tone Finnanger, faconen er tegnet af mig selv og de små endestykker over lynlåsen er tilføjet efter en vejledning jeg fandt på nettet.



Jeg har ikke bogen Tildas hus, så jeg har syet efter hukommelsen - det kræver sindssyg meget hjerneaktivititet at finde ud af at monterere yderstof, for, pladevat og lynlås i den rigtige rækkefølge inden sammensyning !! I hvert fald for mig, der ikke har prøvet det så tit.





Jeg er særdeles tilfreds med resultatet - har mod på at sy flere af disse små tasker.

Jeg har ikke målt tasken, men der er brugt en 23 cm lynlås foroven

. . . . eller var det kun 20 cm ??

torsdag, april 21, 2011

Strikket . . . og pillet op igen ... og begyndt forfra

Jeg har med lynets hast strikket et sjal i sjalgarn fra Rasmilla . . . og endnu hurtigere pillet det op igen.
Der var absolut intet i vejen med hverken opskrift, garn eller farve .... Sanne har som i sine andre opskrifter gjort sig umage med at undgå fejl - de er i mine øjne meget lette at strikke efter.
Men, men, men .... jeg skulle lige ændre lidt på udtagningerne for at kunne bruge sjalet som et bindesjal - det gik også fint - der var rigeligt med garn. Men resultatet var ikke godt - jeg synes ikke det sad godt som bindesjal, når det var så tyndt og let.

Jeg prøvede det én gang .... kiggede på det et par timer og pillede så det hele op igen. Kan da oplyse, at garnet var nemt at pille op og ikke knak undervejs :-)

Nu er garnet på pindene igen - denne gang strikkes der efter Karen Noes opskrift, som jeg tidligere med succes har strikket et sjal efter. Jeg tror de blide farvenuancer i sjalsgarnet fra Rasmilla kommer til at gøre sig godt i det enkle mønster.

Foreløbig er der kun foto af det optrævlede sjal - foto af sjal i dominostrik følger, når der er lidt mere at tage billeder af.


onsdag, april 06, 2011

Ipod/ Iphone etui

Et hurtigt lille projekt: Etui til ipod/ iphone. Jeg har igen ladet mig inspirere af hundevanterne fra Jorids mønsterbutikk Modtageren af etuiet har en fransk bulldog i familien, så der er ændret lidt på mønstret for at få den oprindelige hund til at ligne "karla" : Bagsiden er forsynet med ejerens navn : Materiale: Bomuld fra Brugsen. Der er slået 58 masker op på pind nr. 2½ - strikket rundt med magic-loop-teknik på rundpind. Jeg har undladt at sy den sidste cm sammen i bunden - så kan der sættes ledning til mens "apperatet" ligger i etuiet. Etuiet er vasket inden brug - vask og tørring gjorde etuiet lidt stivere/ fastere.