søndag, maj 28, 2006

Marsvin, brasen, boller og sokker

Umiddelbart giver overskriften ingen mening, men den beskriver glimrende, hvad jeg i denne weekend har beskæftiget mig med ... udover de mere pligtbetonede gøremål i hus og have.

Disse to små væsner er forholdsvis nye beboere i huset - der bruges tid på at gøre dem trygge og håndtamme. Her er de ude i hjemmelavet løbegård - et stort hit - de løber rundt og hopper som kåde føl på marken. Lad dette være en opfordring til en gang imellem at få alle dyr ud af de ofte alt for små bure ....

Der har også været gang i strikkepindende - foreløbig er det blevet til een strømpe af rester til min datter, der denne gang får navn på sine strømper. Den sorte er en ensfarvet Opal - den multifarvede er fra Fortissima ( jeg husker ikke længere navnet, men den er rasende flot !)
Nu er jeg spændt på, hvordan næste strømpe bliver - det er nok umuligt at ramme samme farveforløb, når jeg strikker af rester.

På skaftet har jeg strikket de farvede striber i vrang, så de buler ud.


Opdagede i går aftes, at der ikke var mere brød i skabet - ups, der havde vist været et par teenagetøser på besøg.

Frem med opskriften på klaskeboller :

½ l lunkent vand * 25 g gær * 1/4 dl olivenolie * 1 spsk salt * 1 spsk honning * 1 håndfuld rosiner * 1 håndfuld havregryn * 200 g durumhvede * 4 - 500 g hvedemel.

Rør gæren ud i vandet, tilsæt olie, salt, honning, rosiner, havregryn, durumhvede og derefter hevdemelet lidt efter lidt.
Slå dejen godt igennem - den skal ikke æltes - den SKAL være våd og klasket.
Sæt den til hævning med plastfilm over skålen i et par timer.
Slå så dejen godt igennem med en ske og sæt den - ved hjælp af en ske - i store klatter bagepladen. Pensl med æg og drys med lidt havregryn.
Jeg bager denne portion på to plader samtidig ved 170 grader i varmluftsovn i ca. 25 minutter.

Jeg synes det er verdens nemmeste bolleopskrift, fordi man på intet tidspunkt skal have dejen i hånden - man kan snildt håndtere den, mens man laver andet mad - f.eks slå dejen op mens man venter på at risvandet koger ....

Og så er der lige historien om brasen tilbage ....
Efter at have lyttet til meteorologerne, ventede vi med weekendens fisketur til søndag eftermiddag .... og så stod vi der i silende regn i 3 timer .... hvor blev det opholdsvejr af ???
Heldigvis holdt fiskene sig ikke tilbage - det blev til hele tre brasen på denne fine størrelse ... og en enkelt lille skalle.
Jeg nyder fiskeriet - fordi det giver anledning til at stå i timevis og nyde naturen - gæssene skræppede, viben hvinede, frøerne kvækkede, gøgen kukkede, fasanerne skreg og køerne muhede ...

Så er der ladet op til de næste arbejdsdage.

mandag, maj 15, 2006

Blok, tæppetop og filt

Så blev jeg færdig med endnu en lille blok ... nr. 82 i rækken ... har nu syet 1627 små stykker stof sammen.
Lige nu går det rigtig langsomt med syningen ... jeg begyndte på denne blok på en biltur til Sverige for en måned siden ( I øvrigt en fantastisk tur, hvor vi så 10.000 traner, der holdt pause ved Hornborgasjön på deres vej mod ynglestederne nordpå - vildt at så mange traner år efter år kommer og lander det samme sted !!)

Syede de sidste 10 cms håndsyning,
da børnene var gået i skole nu til morgen - jeg har fri efter 3 aftenvagter henover Bededagsweekenden. Det er ikke slemt at være på arbejde, men det er slemt at se i sin kalender, at man skal være væk fra familien, når de endelig har fri 3 sammenhængende dage ....


Det bliver også til lidt maskinsyning. Jeg har fået syet toppen til et tæppe - består af kvadrater med motiver på, så det er nok et børnetæppe. Jeg har tidligere syet et lignende tæppe med udelukkende kattestoffer - det er vældig populært som puttetæppe i sofaen.
Dette skal også monteres på et stykke tykt og blødt fleece - kan bare ikke finde en egnet farve her i byen .... må have kigget på stof2000´s hjemmeside.
Firkanterne blev syet sammen en skøn eftermiddag i selskab med to søde veninder .... efter at jeg i dagevis havde flyttet rundt på firkanterne hjemme på gulvet.

Og så har jeg været ude i et forsøg - strikning og filtning af armbånd.
På nettet fandt jeg en opskrift på, hvordan man strikker bobler på en hestetømme - jeg kan ikke lige huske hvor, men prøv at søg efter BINGLEBANGLES.
Armbåndet er strikket af en rest Kauni - efterfølgende broderede jeg lidt med kædesting af en lysere rest Kauni og så gik jeg i gang med filtningen med varmt vand og sæbespåner.
Jeg er tilfreds med udseendet, men jeg vil anbefale kun at lave een bobbel til et armbånd - det vil nok sidde pænere på håndledet - men til en halskæde ku´ det være flot med en hel række bobler i forskellig størrelse.

Tak til Linda for opskriften på aben Viktor - han viste sig jo at hedde Thorkild og at være en rigtig 70´er abe fra en børnebog med både historie og opskrifter.