fredag, november 25, 2005

Hittebarnet

Jeg fik lyst til at lave en mindre udgave af dukkerne med spaghetti-arme.

Til hende her har jeg kun slået 16 masker op til kroppen - strikket på 4 pinde - taget lidt ind til hals og ud igen til hoved.

Men så kom min søn på banen : "Laver du én til mor ?? Jamen, du har jo endnu ikke lavet hår og ansigt på den sidste du strikkede !!"

Øh .... har han ret ? Er jeg en dårlig dukkemor ?

Må erkende, at det nok har lange udsigter før hende her kan få tøj på kroppen ... jeg har ALT for mange andre projekter i gang ...

I et forsøg på at give hende et lykkeligt liv, har jeg givet hende en ny chance som hittebarn. Håber hun bliver fundet af en mere ansvarlig dukkemor ... måske en, der kan give hende noget tøj på, inden det for alvor bliver vinter ???

Kærlig hilsen Dorte

lørdag, november 19, 2005

Det første garn

Tusind tak for alle de pæne ord om min Mermaid - det luner meget.
Jeg har nu haft den på ved flere lejligheder og den bliver allevegne rost og beundret - jeg sender straks de rosende ord videre til Hanne Falkenberg, der står for det unikke
design.

Jeg har lavet mit første garn på rokken !! Det er langt fra perfekt, men det ligner da så absolut noget man kan strikke af.
Egentlig ville jeg have vist jer et billede af to nydelige bundter garn, men der var en kat, der blev helt vild af lugten af råuld og opførte sig som en kattemor overfor de to "killingebundter" - de blev flyttet og slikket på .... efter at have taget billedet, har jeg nu bragt mit garn i sikkerhed.





Lige Lovlig Langbenede Lola har fået venner !!
Katten Trunte har ellers svært ved at lade Lola sidde i fred - det er for fristende med de lange ben, der hænger og indbyder til lidt leg med en kattepote - men her er de da fanget i en yderst fredsommelig situation.
Lolas blege veninde til venstre mangler lige den sidste finish ....

Kærlig hilsen Dorte

mandag, november 14, 2005

Tra ta ta !!


Mermaid er færdig !!
Der var mange ender at hæfte .... og jeg kæmpede bravt med at få sømmene pæne ... men så kunne jeg også afslutningsvis være tilfreds med resultaltet.
Jeg har fulgt opskriften fuldstændig slavisk - har pillet op, hvis der manglede en maske eller var strikket en ret i stedet for vrang i en kantmaske.
Nu hvor jeg så ser den bagfra på foto, kan jeg se, at jeg da skal være opmærksom på at folde kraven lidt længere ned bagpå ... og rette mig op, så "skødet" ikke ligger og hviler på toppen af rumpetten ....

Har fået en udfordring af Mette - Knitting meme.
Den skal jeg nok tage op snarest.

Har i øvrigt haft en flittig weekend på strikkefronten - udover Mermaid er jeg nemlig også blevet færdig med et andet projekt .... et strikketøj, der ellers var lige var ved at overgå til at være et opgivet projekt. I får billeder og nærmere beskrivelse, når jeg får hæftet ender.

En helt uvant følelse at blive færdig med to store ting på en gang - jeg er ellers absolut bedst til at STARTE på projekter .... det kniber mere med at få det færdigt.

Kærlig hilsen Dorte

fredag, november 04, 2005

lul lul, rokken går .....


Jeg har lavet en snor !!! For endnu er det nok for tidligt at kalde det for garn.
Under Mettes kyndige vejledning kom jeg rigtig godt i gang - i løbet af eftermiddagen fik jeg fat i teknikken og så gik det stærkt . . . men der skal vist timers, dages, ugers og måneders træning til før det bliver til blødt strikkegarn.
Jeg prøvede med noget forskelligt karteflor - fandt til sidst ud af, at jeg fandt det lettest at spinde direkte af noget fedtet, fårelugtende rå-uld.

Udover oplæring i spindeteknik bød dagen også på besøg på gårdbutik - egentlig var ærindet at købe noget karteflor til at øve sig med, men der hang mindsandten en sjælehenter .... og sådan en fulgte der ikke med min rok. I øvrigt et dejligt ord ... sjælehenter. Jeg er glad for at have en hobby, hvor man har brug for en sjælehenter - det navn lyder trygt og godt.

Jeg fik spundet en spolefuld, der nu er lavet til et nøgle .... desværre kom min "begynder-snor" jo så yderst, så det vil jeg skåne jer for et billede af.

Kærlig hilsen Dorte

torsdag, november 03, 2005

Sidste maske er strikket på Mermaid

Uha da- hvor tiden dog går ..... er det virkelig en måned siden jeg sidst har skrevet her ??

I går aftes var jeg i strikkecafé i Butik Strik .... udover at fejre butikkens 1 års fødselsdag sammen med de vanlige strikkere, så havde jeg fornøjelsen at møde andre bloggere "live" - det var vældig hyggeligt !!
Og så fik jeg strikket de sidste masker på Mermaid :


Nu mangler jeg så "bare lige" at hæfte knap 100 ender ..... inden jeg kan montere den. Jeg har brugt det tynde pelsuld : Grundfarve 270 g, striber 70 g og kiler 60 g - ialt 400 g.

Jeg tilbød min datter at hækle en hue - den er hæklet i lutter dobbelte stangmasker i tyk mohair:

Desværre lever den ikke op til forventningerne .....


Og så er der sket det forunderlige, at en rok er kommet til mit hus !!

Uden at jeg overhovedet havde overvejet, om jeg skulle begynde at spinde, så fik jeg den pludselig tilbudt - og sådan et tilbud siger man ikke nej til !!

Jeg er en ren novice på området - aner ikke, om jeg har fotograferet den forfra eller bagfra !!

Søde Mette kommer og kigger på "dyret" i morgen - jeg er spændt på om den overhovedet er intakt ... og om jeg kan finde ud af det ....

Kærlig hilsen Dorte